Vi møder Jørgen Jørgensen på Africa Mercy ud for Madagaskar ved den afrikanske østkyst. Nede fra det dunkende maskinrum holder den 70-årige maskinchef fast i sin vision: Syge skal have de operationer, de har brug for.
Alder er ingen hindring for at være maskinchef på et hospitalsskib. Det er i hvert fald tilfældet for Jørgen Jørgensen fra Esbjerg. Han er netop fyldt 70 år og har nu givet tre måneder af sin pensionisttilværelse til et af organisationen Mercy Ships hospitalsskibe: den gamle storebæltsfærge Africa Mercy.
For ja, alder er tydeligvis ingen hindring. Heller ikke for jernbanefærgen Dronning Ingrid, der i sin tid sejlede Storebælt tyndt, indtil færgen blev taget ud af drift i 1997. Mercy Ships købte skibet to år senere og i dag er det færdigombygget som Africa Mercy med et jernbanedæk forvandlet til hospital med fem operationsstuer, røntgenafdeling, laboratorium, apotek, opvågningsenhed og sengestuer med 80 senge, ja alt, hvad der hører med til at drive et hospital.
Jørgen viser rundt i maskinrummet
Når man tjekker en bil, skal man gerne kigge under motorhjelmen. Og skal vi forstå, hvad der driver den gamle færge, så må vi kigge ned i maskinrummet, hvor maskinchef Jørgen Jørgensen beredvilligt viser rundt.
– Det har været lidt underligt for mig at lave det arbejde, jeg gør, uden at se, hvad det rigtig ender med. Men hver dag tager vi de patienter, der kan, op på dæk 7 og får noget frisk luft. Og der kan man gå ud og lege med børnene og snakke med de voksne, fortæller han, mens vi går ned ad trappen.
Jørgen Jørgensen bruger normalt sin fritid på aktivitetscentret Tobakken i Esbjerg, hvor han arbejder frivilligt på et keramikværksted. Men nu viser han rundt fra den ene maskine efter den anden på hospitalsskibet i Madagaskar. Der er alt fra generatorer, hovedmotorer, rensningsanlæg for affald og hvad man kan kalde et miniraffinaderi for at forfine olie, der ikke altid er i topkvalitet på disse breddegrader.
Vi går også op i skorstenen, hvor to kæmperør udleder varmen fra de store motorer, der er hjertet i skibet og giver strøm til aircondition og alle instrumenter, som er så livsnødvendige for et hospitalsskib.
Det er her på skibet Jørgen Jørgensen har sit hjem, de måneder han er ude.
Blev kastet hovedkulds ud i opgaverne
– For rigtig mange år siden havde jeg en leder, som også var maskinmester, der sagde til mig: Jørgen, når vi engang bliver pensioneret, så skal vi tage ud i verden og bruge vores uddannelse for at hjælpe andre mennesker. Og det har jo sådan set ligget i baghovedet hele tiden.
Og hjælp er der brug for. Blandt Madagaskars 31 millioner indbyggere er der ikke en eneste kirurg med speciale i plastikkirurgi, som der er brug for, når folk har vansirede ansigter fra ulykker, store bylder på kinden, fordi en tandbyld ikke er behandlet i tide, eller læbeganespalte, som er medfødt, men livsfarlig, fordi babyen så ikke kan sutte og tage føde til sig.
Vi møder på skibet en dreng, som er født uden ydre øre. Og vi ser ham med et nyt øre, som en kirurg har opereret fast på siden af hovedet med hud fra låret. Vi møder en lille pige, som havde et brandsår, der bogstaveligt talt havde limet krop og arm fast til hinanden. Hun havde fået en gryde med kogende vand ned over sig. Men nu er armen fri og pigen kan lege med sine kammerater igen.
Og sådan kunne man blive ved med den ene hjerteskærende historie efter den anden.
Hvorfor engagerer du dig frivilligt her på hospitalsskibet?
– Det er jo sådan en ting med at hjælpe andre mennesker, som ikke har så meget. Jeg kan bruge min tid på at hjælpe dem.
Og så er det en særlig oplevelse at komme op fra maskinrummet, når der er frikvarter med leg, spil og dans på dæk 7:
– At lege med sådan en lille dreng eller pige, som kører på trehjulet cykel, med armen bundet op, eller foden eller hovedet bundet ind, det giver virkelig noget. Det giver styrke til at fortsætte med at arbejde på Africa Mercy, selvom jobbet i sig selv er hårdt.