Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg:

Abdul - beretningen om en drengs forvandling

I landsbyen kaldtes Abdul for “Djævelens Barn” på grund af hans klumpfødder (club feet). Hvert år fødes 220.000 børn I udviklingslandene med denne lidelse.

Abdul blev forkastet af moderen, men hans far, Simeon, stod ved hans side. Han vidste, at drengens lidelse var af medicinsk karakter, og at han ikke var ”forhekset”. Han vovede at tro på, at drengen kunne få en uddannelse og en lys fremtid.

Hver dag gik Simeon fra landsby til landsby I den stærke hede for at sælge brænde og skaffe sig lidt indkomst. Abdul legede med nabobørnene, men de hånede ham, indtil han hulkende gemte sig i huset på grund af denne smertelige forkastelse.

Da Abdul begyndte i skolen viste han sig at være et meget et nysgerrigt og lærenemt barn. Han nød godt af faderens støtte og hjælp til lektierne.

Hver lørdag vaskede far og søn tøj sammen. Før aftensmaden havde de en rigtig far-til-søn snak om fremtiden. De var tæt knyttet til hinanden. Ved tanken herom smiler faderen og siger: ”Abdul er en kløgtig og frisk dreng”.

Simeon var fast besluttet på at søge lægelig behandling til korrektion af sønnens klumpfod. Han besøgte mange læger, men fandt aldrig nogen, der kunne hjælpe.

Men Simeon havde en stærk tro på Gud og var overbevist om at Abdul en dag ville blive helbredt. Mens de søgte efter hjælp, udviklede det oplagte behov for lægebehandling et dybt ønske i Abduls hjerte om at blive læge og hjælpe andre mennesker, der led.

En dag hørte de i radioen om ankomsten af Mercy Ships (til Togo) og muligheden for folk at blive opereret. Abdul og hans far stod I køen I tre udmattende dage for at blive visiteret. Det var det hele værd, fordi Abdul blev godkendt til behandling. Simeon erindrer med begejstring: “Glæden jeg følte var så overvældende, at jeg helt mistede min appetit indtil vi kom til skibet.

I HOPE Recovery Center – et landbaseret anneks til Africa Mercy – tog personalet og de andre patienter med lignende problemer sig omsorgsfuldt af far og søn. Abdul and Simeon nød det sociale samvær, der var så forfriskende for Abdul, der ellers var vant til at blive afvist. Lige i begyndelse græd han tårepersende, når han havde leget med personalet, fordi han frygtede de ikke ville vende tilbage, men han lærte hurtigt, at de vente tilbage hver dag.

Abdul’s første Ponseti behandling indebar, at begge ben blev gibset med 90 graders bøjning I knæleddet. Gibsen udskiftes hver uge, og gradvist korrigeres klumpføddernes position. Abdul skulle være permanent i en knæbøjet stilling I flere måneder. Men Abduls sprælske væsen holdt ham i gang, og med snilde mestrede han at gå som en edderkop. Nu kunne han udforske sit nye hjem og demonstrere sin eventyrlyst. Han var den første til at humpe hen og hilse besøgende velkommen, at gå med I kreative aktiviteter og til at forcere trinene til bruserummene.

Men trods leg og udfordringer frygtede han altid de kommende udskiftninger af gibsbandagerne. Det var en lang procedure, men han betog hurtigt fysioterapeuterne og opnåede deres venskab. Hans udholdenhed lønnede sig. Efter mange bandageskift blev han endelig klar til operation og få sine
klumpfødder rettet.

Men pludselig blev han ramt af feber. Han lå ubevægelig og svag. Hans far forblev ved hans sengeleje og beroligede ham med strøg over panden. Heldigvis kom han sig. Det første tegn på bedring viste sig med hans uforudsigelige væsen, da han fik en bamse. Den animerede bamse fremkaldte straks hans smil og latter.

Få dage efter fik han en vellykket operation og vente tilbage til HOPE Recovery Center – nu med korte, lige fodgips, der gjorde det lettere at gå. Glad og begejstret humpede han nu rundt med krykker sammen med de andre drenge, der var i tilsvarende behandling. Det opmuntrede ham at gå sammen med de andre og lege og konkurrere.

Angel – én i behandlingsteamet – lavede skoindlæg, der kunne fastholde Abduls fødder i korrekt stilling. “Skoindlæggene vil hjælpe ham til at gå korrekt I fremtiden. Det motiverer mig og jeg elsker at lave dem”. Men disse skoindlæg afdækkede et nyt problem: Abdul havde ingen sko, fordi han aldrig havde været i stand til at gå i sko på grund af klumpfødderne. Det var første gang i hans liv han skulle købe sko. ”Jeg er så glad, for jeg vil kunne GÅ til skole, når jeg kommer hjem.”

Så skete der noget helt uforudet. En Mercy Ships læge tilbød at lave en undersøgelse på Simeon. Han havde talt med viskende stemme, siden han var 7 år på grund af en langvarig infektion, der havde ødelagt strubehovedet og stemmedannelsen. Lægen besluttede sig for operation. Abdul var svært tilfreds med dette, fordi nu ville han – Abdul – være den, der officielt skulle passe på sin far under hospitalsopholdet.

Mens de ventede på at gå om bord på skibet, spankulerede han stolt frem og tilbage og fortalte alle, han mødte, at det var ham, der var ledsageren.

Hurtigt efter faderens operation var de begge klar til at vende hjem. Fysioterapeut Nick var ovenud begejstret over drengens fremskridt: ”Abdul er noget ganske særligt. Jeg er meget stolt af ham. Han første skridt var som en nyfødt kalvs, men nu går han med stor sikkerhed og selvtillid. Hans fremtid vil blive verdener fra den før behandlingen – han ville have skullet tigge i gaderne. Men nu vil arbejde og bidrage til samfundet. Han får en strående fremtid”.

For at markere dagen bar Abdul stolt sit superhelt Superman kostume. Optændt af tro på fremtiden vinkede hans far farvel og erklærede: “Abdul er blevet stærkere og stærkere, efterhånden som hans ben helbredtes. Nu er han klar til at vokse sig til en rigtig mand, som vi kan elske og respektere”.

Reference: http://www.mercyships.org/blog/entry/a-story-of-transformation1

Oversættelse: Søren Høgenhaug