Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Drengen, der ikke kunne løbe

Drengen, der ikke kunne løbe

”Far, jeg er vågen!,” råber Djazim og er fuld af energi som andre femårige drenge. Som det første hver morgen vækker Djazim sin far, Jubulin, og synger for ham. Og hver morgen får det faren til at grine – han kan ikke stå for sønnens smittende humør.

Som fireårig begyndte Djazims ben at opføre sig mærkeligt. Begge hans ben bøjede mere og mere ud til siden ved knæene. Til sidst kunne Djazim hverken løbe, lege eller gå i skole som sine jævnaldrende kammerater i landsbyen.

En hverdag med fattigdom og fejlernæring
Sygdommen, der også kaldes ’windswept legs’, er desværre ikke fremmed i et land som Guinea i Vestafrika, hvor Djazim bor sammen med sin familie. Over halvdelen af Guineas omtrent 12 mio. indbyggere lever i fattigdom. En barndom med fejlernæring og langvarig vitaminmangel gør, at mange børns knogler bliver bløde og bøjelige, og det kan føre til invaliderende misdannelser.

Magtesløse forældre
Sygdommen kan kureres, hvis ressourcerne er til stede. Men sundhedssystemet er dårligt udbygget i Guinea, og der er begrænset adgang til professionel behandling. Djazims mor og far følte sig magtesløse. De havde ikke råd til at give Djazim den operation, han havde brug for. De var bange for, at deres søn ikke ville kunne klare sig som andre børn, og de frygtede for hans fremtid.

Et livsforandrende møde
Heldigvis kom Djazims forældre i kontakt med frivillige fra Mercy Ships, og da de så den livsglade Djazim med de misdannede ben, gav de ham med det samme tid til behandling på hospitalsskibet. I den periode, skibet lå til kaj i Guinea, fik Djazim som ét af 76 børn en gratis ortopædkirurgisk operation på Africa Mercy. Og hans bøjede ben blev rettet ud.


Gipsbandager og genoptræning
Efter operationen gik Djazim i ugevis med gipsbandager, og i flere måneder fulgte han et genoptræningsprogram med støtte fra sin mor og frivillige fysioterapeuter fra Mercy Ships. Djazim lagde al sin energi i genoptræningen. Han vidste, at når han igen kunne gå, skulle han hjem til sin far, som han savnede.

En vigtig telefonopringning
Måneder efter operationen blev der ringet til Djazims far – det var tid til at komme. Da Jubulin trådte ind ad døren, blev han overfaldet af Djazim, som kastede sig i sin fars arme. ”Jeg var bange for, jeg aldrig skulle se dig gå igen,” udbrød Jubulin og svingede sin søn rundt i luften. ”Og her er du, og du løber mig i møde!,” sagde den taknemmelige far med tårer i øjnene.

Djazims stærke ben
Ikke alene var Djazims ben rettet ud. Takket være et effektivt genoptræningsforløb var Djazims ben stærke nok til at gå i skole, løbe og lege ligesom andre femårige drenge, og sammen med sin mor og far kunne han vende hjem til hverdagen i deres landsby.

Nu kan man igen høre Djazim råbe hver morgen: ”Far, jeg er vågen!,” inden Djazim løber ind for at vække sin far og synge for ham. Og farens bekymring er afløst af stor glæde.

Vil du være med til at give flere børn i samme situation mulighed for at løbe livet i møde? Så kan du støtte det livreddende arbejde i Mercy Ships og bringe håb, hvor der er håbløshed.

STØT HER

 

Fotos nederst på siden: Djazim før og efter han kom til hospitalsskibet og fik den ortopædkirurgiske operation, han havde brug for. Nu kan han klatre og løbe som andre femårige børn.