Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedForrige indlæg:

En lang rejse med både smil og tårer

Den danske fysioterapeut Birgitte Bramming har været øjenvidne til den store forandring, som patienterne gennemgår fra operation til udskrivelse. Der er mange smil - men også tårer undervejs.

Birgitte Bramming er netop landet i København i det smukkeste vintervejr. Hun kommer direkte fra 30 graders varme i Cameroun i Centralafrika, hvor hun har været udsendt som fysioterapeut for Mercy Ships.
I cirka 100 nætter har hun boet i en seksmandskahyt på den gamle togfærge ”Dronning Ingrid”. Hun var bekymret for sin nattesøvn, men alle ”roomies” var hensynsfulde og det daglige arbejde, som foregik på engelsk og med lokale tolke, bidrog med en naturlig træthed, når hovedet ramte puden.

Birgitte er 31 år og bor på Nørrebro. Indtil i sommer var hun projektansat i Region Hovedstaden og underviste terapeuter og sygeplejersker i anvendelse af Sundhedsplatformen. Hendes nysgerrighed på livet og hendes lyst til at gøre en konkret forskel for andre mennesker motiverede hende til at rejse ud for Mercy Ships, som hendes 99-årige mormor havde set i fjernsynet. Allerede ved ankomsten til hospitalsskibet oplevede Birgitte, hvor trygt og velorganiseret arbejdet på Mercy Ships er tilrettelagt.

MØDET MED JUSTINE
En af de patienter, som Birgitte mødte på sin første arbejdsdag i september var Justine på 11 år. Justine er helt fra undfangelsen blevet fejlernæret. Hendes forældre har ligesom mange andre, ikke kunnet give deres børn den rigtige kost under graviditet og igennem voksealderen. Derfor er hendes knogler vokset helt forkert og hun har fra lille udviklet varus, som på dansk kaldes hjulben. Justines fødder var bagudvendte. Birgitte blev primær kontaktperson for Justine og hendes familie og har tilbragt mange timer sammen med dem både på hospitalsskibet og i rehabiliteringscentret, der ligger i store telte på kajen foran skibet. Mens Birgitte har været om bord, har i alt 81 børn fået gratis ortopædiske operationer og den nødvendige genoptræning. Mange af familierne bor flere dages rejse fra hospitalsskibet, så de bor på et HOPE-center tæt på havnen og bliver transporteret til efterbehandling, røntgen og den daglige genoptræning.

TEAMSPIRIT FRA MORGENSTUNDEN
Det var travl en arbejdsdag ofte på ni til ti timer, kun afbrudt at en frokostpause. Men arbejdsglæden var i top. Det team, som Birgitte arbejdede i bestod af 6 – 8 fysio- og ergoterapeuter fra hele verden, samt 6 lokale tolke, hvor flere også havde en sundhedsfaglig uddannelse. Inden patienterne kom om morgenen var der morgensang, en lille bøn og ind i mellem dansede personalet en lille dans, før de gav hinanden high-five og gik i gang. ”Det var en vældig god måde at starte dagen på og jeg værdsatte virkelig den atmosfære, fortæller Birgitte.

VENSKABER OG VENLIGHED
Justine var faktisk den første patient, der blev båret op ad landgangsbroen, da operationsstuerne åbnede i Cameroun. Birgitte har været øjenvidne til den store forandring, som patienterne gennemgår fra operation til udskrivelse. Det er en lang rejse, der byder på mange smil – men også tårer. For Birgitte har det også været en personlig rejse, der både har givet fagligt spændende udfordringer og kendskab til andre kulturer og et helt anderledes arbejdsmiljø, end det man kender fra det danske sundhedsvæsen. ”Mercy Ships er en helt særlig arbejdsplads. En atmosfære fuld af kærlighed, venlighed og smil. Det er svært ikke at føle sig hjemme og vellidt. Når man er langt væk hjemme fra, bliver kærligheden til familien og venner i stedet givet til ”roomies” i kahytten, til mine kolleger og venner i Rehabiliteringsteamet. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at arbejde i det miljø, der er på Africa Mercy”, fortæller Birgitte, der blev helt rørt, da en af kahyts-kammeraterne skulle forlade færgen for at tage hjem. ”Det er lidt hårdt med den udskiftning, der jo er. Men nye og stærke relationer dannes enormt hurtigt igennem de oplevelser vi deler – og også fordi vi bevæger os på relativt få kvadratmeter”.

FAGLIG TILFREDSSTILLELSE
”Arbejdet med patienterne er specielt og vi prioriterede højt at lære dem og deres pårørende at kende. Vi arbejdede tæt sammen som sundhedspersonale og det føltes som luksus at kunne arbejde tæt sammen med andre faggrupper. Det giver en stor tilfredsstillelse at kunne hjælpe patienten videre til en kollega med det samme. Ligeledes delte vi viden og diskuterede patienternes tilstand, så vi var sikre på at yde den bedste behandling.

Som fysioterapeuter fulgte vi hele patientens forløb. Det satte jeg stor pris på. Vi var ansvarlige for de præoperative undersøgelser og tests og naturligvis for genoptræningen. Det gjaldt også analyse af røntgenbilleder, samt den endelige udskrivelse. Vi lavede opfølgning på samtlige undersøgelser, røntgen og re-test af patienten.
Det er ikke bare gjort med en operation. Det var lange genoptræningsforløb. Muskler, nerver og ledbånd skal trænes – og hjernen skal også ”omkodes” og forstå, hvad det vil sige at gå normalt. I begyndelsen går børnene nærmest som fulde folk, fordi de egentlig aldrig har taget et almindeligt skridt. Vi legede med børnene, mens vi trænede, så deres opmærksomhed blev afledt fra den smerte, der også følger med efter så stor en operation. De er så seje de børn. De kæmper virkelig for at nå deres mål”.

AFSLUTNINGSFEST
”I forbindelsen med udskrivningen holdt vi en lille fest, hvor alle medarbejderne fra rehabiliteringsteamet dansede sammen med familien og patienten. De fik deres før- og efterbilleder og vi afsluttede med at bede en lille bøn for patienten og familien. Det var meget rørende for begge parter at sige farvel, fordi der opstod venskaber igennem de 2-3 måneder, som et genoptræningsforløb varer.
Patienterne gennemgår en livsforandrende behandling både fysisk og psykisk. Det er et stort og skelsættende øjeblik, når vi viser patienten og deres pårørende billeder og video fra før deres operation. Så bliver forandringen enormt tydelig og næsten ubegribelig. Der kommer næsten altid en lille tåre.

”Justine nåede ikke at blive udskrevet inden jeg rejste”, afslutter Birgitte, ”men jeg ved, at hun er i gode hænder hos mine kolleger og snart selv kan løbe videre ud livet og lege og danse på lige fod med andre piger og drenge”.