Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
En spritny tandklinik klar til træning i Guinea

En spritny tandklinik klar til træning i Guinea

Et af de synlige resultater på, at Mercy Ships netop har afsluttet et 10-måneders ophold i Guinea, er en ny tandklinik, hvor tandlægestuderende får den nødvendige praktiske øvelse i tandbehandlinger. Her underviste den danske tandplejer, Gitte Kliver, da hun var udsendt med Mercy Ships til Guinea.

For mange er besøget hos tandlægen forbundet med en vis skræk: Lyden af det skærende tandbor og den mulige udsigt til en smertefuld rodbehandling gør, at kroppen ligger stiv af skræk i tandlægestolen. Med sveden piblende frem på panden, kan man forsøge at berolige sig selv med, at tandlægen, der bøjer sig foran én, har mange års uddannelse og solid erfaring i tandbehandlinger. Det skal nok gå, trøster man sig med.

Tandlægestudiet i Guinea
På universitetet i Conakry, Guinea, begynder hvert år et hold lokale tandlægestuderende, som bruger fem års studier på at uddanne sig til tandlæge. Det er der brug for i et land som Guinea, hvor over halvdelen af landets omtrent 12 mio. indbyggere lever under fattigdomsgrænsen og med ringe adgang til tandbehandling.

Men i modsætning til i Danmark er tandlægestudiet i Guinea en ren teoretisk uddannelse. Og det har sine åbenlyse begrænsninger, fortæller Gitte Kliver fra Odense, som i april arbejdede som frivillig tandplejer med Mercy Ships i Guinea: ”De tandlægestuderende læser lærebøgerne, men på intet tidspunkt i deres fem års studier får de nogen former for praktisk øvelse. Den dag de studerende forlader universitetet med papir på at være færdiguddannede, står de for første gang overfor en patient, der forventer, at de kan udføre professionel tandbehandling. Og med den manglende træning bliver det sjældent en sjov oplevelse – hverken for tandlægen eller patienten.”

Ny klinik med tandbor og dukker
Mercy Ships arbejder ikke alene på hospitalsskibet – der er også aktiviteter på land. Efter 10 måneder i Guinea har Mercy Ships istandsat en fungerende tandklinik i en af de lange, brune bygninger, som alligevel stod tom på universitets grund i Conakry. Klinikken er indrettet til de tandlægestuderende, så de kan få den nødvendige praktiske træning. Der er nyistandsatte kliniklokaler, træningsdukker, sterilisationsudstyr samt andre instrumenter og inventar, så de studerende kan øve sig i tandbehandling.

”Da jeg var i Guinea, så jeg, at der nu er en funktionsdygtig tandklinik på universitetsgrunden. Det betyder, at de studerende fremover kan få den nødvendige praktiske træning som en del af deres uddannelse. Mercy Ships bidrager altid med kapacitetsopbygning i de lande, vi gæster, bl.a. ved at efterlade renoverede bygninger. Men det er helt unikt, at vi har efterladt en fuldt udstyret tandklinik, samtidig med at vi i perioden har undervist 71 tandlægestuderende og haft 13 tandlæger i mentorforløb,” fortæller Gitte.

Træning i tandrensning
I den 10-måneders periode, hospitalsskibet lå i Conakry havn i Guinea, har frivillige fra Mercy Ships stået for undervisning og træningsforløb til de lokale studerende. Sammen med andre frivillige fra Mercy Ships underviste Gitte på den nye tandklinik:

”Jeg var med til at undervise tandlægestuderende i tandrensning. Den ene dag stod der fem studerende rundt om mig. De skulle se, hvordan jeg støtter med fingrene, når jeg holder et sug, hvordan jeg vinkler instrumenterne, så jeg ikke skraber patientens tandkød med et spidst instrument, og jeg viste dem, hvor nerverne sidder, så man lægger bedøvelsen det rigtige sted. Den slags kan være vanskeligt at lære ved at læse en bog. De studerende og jeg stod nærmest kind mod kind, så tæt stod vi. Dét, jeg som fagperson tænker er basisviden og helt lavpraktiske metoder, har de ikke nødvendigvis lært. Nogle af dem kunne dårligt holde en sprøjte rigtigt, selv om de næsten var færdiguddannede.”

På den nye tandklinik kan de studerende fremover få undervisning i tandrensning, sterilisation og hygiejne, og de lærer, hvordan man bruger instrumenterne og reparerer udstyr som f.eks. en autoklave (en beholder, der kan lukkes tæt, og som ved forhøjet tryk og temperatur kan benyttes til at sterilisere tandlægeudstyr). Undervisningen er ikke kun målrettet de tandlægestuderende, men også dem, der på sigt skal arbejde med sterilisation, og de kommende serviceteknikere, der skal stå for reparation af maskinerne. Træningsforløbet bidrager på den måde til en bredere vifte af fagpersoner, der er trænet indenfor deres felt, og det er med til at højne uddannelsesniveauet i befolkningen og sætte flere i beskæftigelse.

Gruppediskussion om røntgenbilleder
Det var ikke kun dukker, der lå i tandlægestolen foran de studerende. Det var også rigtige patienter, som skulle have lavet simple fyldninger og andre enkle tandbehandlinger. ”De studerende fik også lov at prøve kræfter med mere specielle og kosmetiske behandlinger. Som den 17-årige pige, der kom ind på tandklinikken med helt mørke fortænder, fordi fejlernæring havde givet misdannelser i hendes emalje,” siger Gitte, der til daglig tager imod skoleelever på den kommunale tandpleje hjemme i Nyborg.

I den træning, Mercy Ships står for, bliver der lagt vægt på, at de studerende inddrages i undervisningen. De udfordres til analytisk og selvstændig tænkning og til at finde løsninger i dialog med andre: ”Vi sagde ikke bare til de studerende, hvad de skulle gøre, men spurgte dem: ’Hvad tænker du, og hvorfor vil du gøre sådan?’ Når vi tog røntgenbilleder, stod fire-fem studerende sammen og diskuterede, hvad de så, og hvordan de ville behandle patienten. Meget foregik i gruppediskussion,” fortæller Gitte, der i Guinea var udsendt for anden gang med Mercy Ships.

Arbejdet lever videre
Nu er hospitalsskibet sejlet fra Guinea. Men den istandsatte og fuldt udstyrede tandklinik bliver i landet, ligesom de lokale studerende, der har gennemgået et træningsforløb, kan være med til at løfte det generelle sundhedsniveau i lokalbefolkningen. Det er en del af den kapacitetsopbygning, Mercy Ships bidrager med ud over gratis lægehjælp og operationer, og det ruster landet til bedre at kunne klare sig selv på sigt.

Selv om Africa Mercy skal ligge for anker ved et andet vestafrikansk land, vil Mercy Ships støtte, at arbejdet i Guinea fortsætter: ”Tandlægen Dr. David Ugai fra USA, der ledte arbejdet med at få tandklinikken og træningsprogrammet op at stå i Guinea, vil med måneders mellemrum vende tilbage og følge op på, at det fortsat fungerer, og han vil evaluere resultatet i samarbejde med lokale partnere. David brændte for det – det var tydeligt at mærke,” fortæller Gitte.

Lyden af det skærende tandbor har Mercy Ships ikke ændret. Men efter hospitalsskibets 10-måneders ophold i Guinea har frivillige som tandplejeren Gitte gjort deres til, at både lokale tandlæger og tandlægepatienter fremover kan mødes henover tandlægestolen – med mindre skræk i livet.