Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Flyvende farmor tog til Senegal

Flyvende farmor tog til Senegal

I sidste uge kom Anni Helene Kanstrup hjem efter halvanden måned om bord på hospitalsskibet. Den 63-årige anæstesisygeplejerske fra Silkeborg har siden begyndelsen af december været udsendt som frivillig med Mercy Ships til Senegal.

20. januar kom Anni Helene Kanstrup hjem efter halvanden måned om bord på hospitalsskibet Africa Mercy. Den 63-årige anæstesisygeplejerske fra Silkeborg har været udsendt som frivillig med Mercy Ships til det vestafrikanske land Senegal.

Krøblinge kan gå, og blinde får synet igen
Africa Mercy arbejdede Anni Helene som anæstesisygeplejerske. Hun tog imod lokale patienter og skulle bedøve og vække dem i forbindelse med operation. Det blev ind imellem til nogle lange vagter – som den dag en femårig pige blev opereret for en medfødt misdannelse i kraniet. Operationen begyndte kl. 9 og sluttede kl. 18 og krævede opmærksomhed og assistance af flere fagspecialer.

”Det har berørt mig at se, hvordan børn kommer til hospitalsskibet nærmest som krøblinge og tager derfra som normalt gående efter operation og genoptræning. Og hvordan mennesker, der stort set er blinde, går derfra som seende. Det er den virkelighed, Mercy Ships Danmark er en del af, og som jeg har fået lov at bidrage til,” fortæller Anni Helene fra Silkeborg.

90 minutter kan forandre et menneskes liv
Den danske anæstesisygeplejerske har et stort ønske om at bruge sin faglighed til at gøre verden lidt bedre for udsatte mennesker. Og behovet for professionel sundhedshjælp er stort i Senegal, hvor hospitalsskibet ligger for anker frem til juni. Her er der f.eks. kun 7 læger pr. 100.000 indbyggere, mens der er 366 læger til samme antal indbyggere i Danmark.

”I Danmark tager vi ofte effektiv og professionel behandling for givet, men i mange af verdens lande, som f.eks. Senegal, er det ingen selvfølge,” fortæller Anni Helene og fortsætter: ”Blandt de patienter, jeg mødte på Africa Mercy, krævede det nogle gange bare 90 minutter og et lille indgreb at forandre et menneskes liv. Det har gjort stort indtryk på mig, at man med så lidt tid og så få midler kan forandre et menneskes tilværelse radikalt,” siger Anni Helene, som var med til at forandre livet for 75 patienter, mens hun var frivillig på hospitalsskibet. Det rørte hende at opleve, at selv om hun ikke kan redde hele verden, kunne hun redde hele verden for det enkelte menneske.

Flyvende farmor
Sønnen kalder hende ”flyvende farmor”, for det er hverken første eller sidste gang, Anni Helene er taget udenfor Danmarks grænser for at bidrage med sin faglighed. Tidligere ansættelser i det danske forsvar har bragt hende til Afghanistan og Syrien, ligesom hun har været intensivsygeplejerske i Makedonien, Norge og på Grønland. For Anni Helene er det vigtigt at kunne bruge den uddannelse, hun har fået, i en del af verden, hvor mennesker har begrænset adgang til basal sundhedsbehandling, og efter en del år som anæstesisygeplejerske i Viborg og på Samsø, mærkede hun igen udlængslen.

I begyndelsen af december satte flyvende farmor så kursen mod Africa Mercy. Hun tilbragte således jul og nytår under Senegals himmel, mens hendes familie – en mand, en søn, en svigerdatter og to børnebørn – var hjemme i Danmark. ”Mange har spurgt mig, hvordan jeg kunne være væk i julen. Men jul og nytår bliver det hvert år. Og det er ikke hvert år, jeg har mulighed for at tage af sted med Mercy Ships,” fortæller Anni Helene.

Seks personer i én kahyt
På hospitalsskibet arbejdede Anni Helene som frivillig, og hun betalte selv sin rejse, kost og logi med støtte fra venner og families sponsorater. Arbejdet i Mercy Ships bygger på en frivillig indsats, og de omtrent 450 frivillige fra ca. 50 forskellige nationer udgør besætningen om bord på Africa Mercy. Også Anni Helene mærkede, hvordan hverdagen og arbejdskulturen på hospitalsskibet bærer præg af det store internationale fællesskab:

”Jeg har erfaring med at arbejde forskellige steder i verden, hvor alting ikke ligner en dansk arbejdsplads, og jeg vil gerne lære om andre måder at gøre tingene på – men en vis portion rummelighed er nødvendig og kommer man længst med,” fortæller anæstesisygeplejersken, som boede i en seks-mands kahyt sammen med fem andre frivillige på skibet.

Bankrådgiveren vakte interessen
Interessen for hospitalsskibet blev vakt ved et møde i banken, hvor bankrådgiveren spurgte Anni Helene, om hun kendte Mercy Ships. ”Det var første gang, jeg hørte om organisationens arbejde, og kort tid efter stødte jeg igen på hospitalsskibet i tv-udsendelsen ’Størst’ med Peter Ingemann. Det fascinerer mig med ildsjæle, der hjælper nogle af verdens fattigste. Jeg tænkte ved mig selv: Det vil jeg også være del af en dag,” fortæller Anni Helene.

Har du evnerne, så tag ud
Flyvende farmor sidder ikke stille længe ad gangen. Det er godt en uge siden, Anni Helene vendte hjem fra Senegal med Mercy Ships, og allerede i februar rejser hun til Grønland for at fortsætte sit arbejde som anæstesisygeplejerske.

”Det giver mig energi at komme ud og få nogle andre oplevelser end dem, et job i Danmark giver. Og når man gør det i en god sags tjeneste, giver det størst mening,” siger hun og slutter af med en opfordring til dem, der mærker samme udlængsel: ”Hvis du har evnerne, så tag ud med Mercy Ships og bidrag, hvor du kan.”

Faktaboks

  • I Senegal lever 38 % af landets 16 mio. indbyggere under fattigdomsgrænsen.
  • Særligt i Senegals små landsbyer og mere fattige områder udenfor de store byer har mange ikke råd til eller adgang til den nødvendige sundhedshjælp.
  • Hospitalsskibet Africa Mercy er en international arbejdsplads, og ca. 450 frivillige fra omtrent 50 forskellige nationer udgør besætningen, der tæller sundhedsfaglige, tekniske og administrative specialister.

Ønsker du at blive udsendt?

  • Find alle de frivillige jobs, der lige nu ønskes besat her.
  • Læs retningslinjerne for at blive frivillig på Africa Mercy her.