Søg
Close this search box.
Læsetid: 3 min.

“Jeg oplevede at redde liv”

I Benin og Guinea har den danske tandplejer Gitte Kliver gjort en prisværdig indsats for patienter, som ikke ellers har adgang til tandbehandling. Arbejdet i Mercy Ships og mødet med andre samfundsforhold har samtidig gjort et stort indtryk på Gitte, som hun bærer med sig.

Til hverdag arbejder Gitte Kliver som tandplejer i Nyborg kommunale tandpleje, men i 2017 og 2019 tog hun med Mercy Ships til henholdsvis Benin og Guinea for at arbejde som frivillig tandplejer blandt nogle af verdens fattigste. I dag modtog hun velfortjent Danske Tandplejeres hyldest, da hun fik Tandplejerprisen 2019 for sin indsats med hospitalsskibet Africa Mercy. Med stor faglig dygtighed og empati har Gitte gjort en forskel for lokale patienter i Benin og Guinea, som er værd at hylde. Samtidig har arbejdet i Mercy Ships – og mødet med de patienter, hvis liv er blevet forvandlet efter den rette behandling – gjort et stort indtryk på Gitte selv:

Den livsvigtige tandrensning

”Jeg troede, jeg i min tid i specialtandplejen havde set meget tandsten, men i Benin skulle jeg godt nok se calculus i helt andre dimensioner,” siger Gitte og fortsætter:

“På en kvinde i starten af 40’erne var tænderne fuldstændig dækket af tandsten. Hun sagde ikke noget, mens jeg rensede, selv om det må have gjort temmelig ondt på hende. Da jeg efter mere end en time var færdig med tandrensningen, gav jeg kvinden et spejl. Da hun kiggede i spejlet, brød hun grædende sammen og sagde en masse på afrikansk. Min tolk fortalte, at hun sagde, at jeg var en engel, der var sendt af Gud, og at jeg havde reddet hendes liv. Da vi fik hende på benene, satte jeg mig en stund med hende i skyggen under et træ. Jeg spurgte hende, om hun ville forklare mig det med, at jeg havde reddet hendes liv. Hendes forklaring var, at hendes mand ikke ville have hende mere på grund af hendes dårlige tænder og lugten fra munden, og når en kvinde i Afrika bliver udstødt, har hun intet. Hun mente, at han nu ville beholde hende med hendes helt rene tænder, og at hun dermed kunne beholde sin status som kone,” fortæller den danske tandplejer.

”Det var en tankevækkende og rørende oplevelse, der i høj grad perspektiverer samfundsforhold og de udfordringer, som gør sig gældende for mennesker i disse områder af verden. Som dansk tandplejer er det jo ikke hver dag, at man med en tandrensning oplever så direkte at “redde liv” og i så konkret forstand at sikre eksistensbetingelser,” siger Gitte.

En stor faglig tilfredsstillelse

”De fleste patienter, jeg mødte i Benin, havde aldrig før været på en tandklinik, og mange af dem, der kom til tandklinikken, havde aldrig haft en tandbørste. Det var i stedet almindeligt at tygge på små pinde for at rense tænderne. Nu hvor muligheden var der, blev vi mødt af køer på 500 mennesker ad gangen, der havde stået i kø hele natten,” fortæller Gitte.

“I et brev, jeg fik fra administrationen i Mercy Ships, fortæller en lokal patient om sit møde med mig og en tandlæge fra Tyskland. Han fortæller, at han i ca. 10 år ikke har været i stand til at arbejde og brødføde sin familie på grund af smerter fra tænderne. Vi fjernede to tænder med store abscesser (bylder) og rensede hans tænder. Han fortæller i brevet, at han nu nemt kan arbejde og tjene penge, så han igen kan forsørge sin familie. Han udtrykker også, at det har reddet hans og ikke mindst hans børns liv,” siger Gitte.

”Rent fagligt finder jeg det meget tilfredsstillende at kunne gøre en så stor forskel med mit fag. Det har gjort et kæmpestort indtryk på mig at være med hospitalsskibet og at opleve min faglighed som en del af et toptunet internationalt samarbejde med andre sundhedsprofessionelle faggrupper og spidskompetencer. Jeg kan med stolthed sige, at vi som danske tandplejere kan bryste os af vores høje faglighed, og at vi godt kan begå os internationalt blandt andre dygtige sundhedsprofessionelle,” afslutter danske Gitte Kliver.

Teksten er et uddrag af den artikel, der blev bragt i Danske Tandplejeres Magasin i april 2019. Læs hele artiklen her.

Fakta

  • For mennesker i fattige lande, der ikke har adgang til tandbehandling i det daglige, kan selv simple lidelser i tænder og kæbe udvikle sig fatalt. Det er vigtigt med en tidlig og kvalificeret behandling for at undgå, at f.eks. tandbylder udvikler sig til tilstande, som i værste fald kan tage livet af patienten.
  • Mercy Ships prioriterer den forebyggende indsats bl.a. gennem træning og uddannelse af lokale tandlæger og ved at istandsætte tandklinikker, som bliver i værtslandet, også efter hospitalsskibet er sejlet videre.
  • Da Mercy Ships var i Benin (2016-2017), fik 6.942 patienter tandbehandling. I Guinea (2018-2019) gav frivillige fagpersoner fra Mercy Ships tandbehandling til 7.937 patienter.
  • Gitte Kliver har været udsendt med Mercy Ships to gange. Første gang var i 2017, hvor hun var otte uger i det vestafrikanske land Benin. I år var hun udsendt for anden gang, denne gang til Guinea, hvor hun i tre uger arbejdede som frivillig tandplejer.
  • Gitte Kliver modtog i dag Tandplejerprisen 2019 for sin indsats med hospitalsskibet Africa Mercy

Læs flere frivillighistorier