Laura om livet som frivillig på Africa Mercy

“Tog de pis på de nye?”

Oplevelsen begyndte den 8. juli 2022. Her gik Laura for første gang ombord på Africa Mercy, der på det tidspunkt lå i Dakar i Senegal. Til dagligt læser Laura antropologi på kandidaten, og hun tog afsted med Mercy Ships som led i sin uddannelse for at interviewe familier ombord til sit speciale. Sideløbende med feltarbejdet skulle Laura arbejde som værtinde i hospitality-afdelingen, hvor hun primært skulle tage imod de nyankomne på skibet. Hun var spændt. For hvad kunne man egentlig forvente af et ophold på en tidligere dansk færge, der i dag sejler som hospitalsskib i primært Vestafrika med flere hundrede frivillige fra hele verden med ombord? Et skib, der på grund af sit virke og de mange tætte relationer med folk fra hele verden også går under kaldenavne som “Håbets Skib”, “Kærlighedsskibet” og “Den Globale Landsby”?

“De første par dage, jeg var på skibet, tænkte jeg, om folk mon havde en eller anden sammensværgelse om at tage pis på de nye, der var ankommet, og overdrive deres velkomst og sige hej,” fortæller Laura.

“Jeg tænkte: “Det her er noget, de har aftalt,” for det var så overvældende. Jeg kunne ikke gå rundt på gangene uden, at der var nogen, der smilte og hilste. Rigtig ofte sagde folk: “Jeg kan se, du er ny, hej med dig, hvad laver du?” og tog deres morgenmad over til mit bord for at spise sammen med mig. Jeg var virkelig positivt overrasket – i en grad, hvor jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, at det rent faktisk var sådan her, man skulle omgås hinanden. Jeg troede nærmest, at det måtte være iscenesat,” beretter Laura med et stort, imødekommende smil.

Den tillidsfulde barnehånd

Da Laura skal svare på, hvad hendes største oplevelse ombord var, ses det tydeligt, at hun har oceaner af store oplevelser. Alligevel svarer hun hurtigt – og er tilsyneladende ikke i tvivl:

“Min første største oplevelse fandt sted, da jeg blev sendt på en opgave på hospitalsafdelingen. Jeg var blevet bedt om at aflevere nogle paraplyer, for det øsregnede udenfor, og nogle af patienterne havde gips på og skulle fragtes tørre over i bilerne. Min ven Riley, som er forfatter og arbejdede på kommunikationsafdelingen på skibet, fulgte med mig ind til hospitalsafdelingen. Vi gik ind på en af stuerne, og jeg afleverede paraplyerne til en læge og var klar til at gå igen.”

“Pludselig mærkede jeg det. Nogen tog mig i hånden, og jeg kiggede ned: Det var en lille pige, på måske tre år, som gav mig det største smil, svingede min arm og grinede. Hendes mor stod ved siden af og smilede også. Vi fulgtes hele vejen ned ad gangen af hospitalsdækket, og den lille pige pludrede og sang, mens hun holdt mig hånden. Da vi nåede til trappen, som Riley og jeg skulle op ad, slap hun min hånd og vinkede. Jeg var virkelig bevæget. Selvom jeg godt vidste, at det ikke var noget personligt med mig, vidnede det om, at hun ved synet af en fremmed voksen ombord på det her skib tog for givet, at jeg var en, der ville hende det godt – en der ville lege og snakke med hende.”

Den lille pige, som Laura mødte, havde gået det meste af sit liv med udstrakt hals på grund af en stor tumor. Lægerne ombord på skibet havde været sikre på, at tumoren lå for tæt på kranspulsåren til at kunne opereres væk, men en tysk kirurg tog udfordringen op – og lykkedes med at få den fjernet.

“Jeg tror det var første gang, jeg virkelig forstod vigtigheden i vores arbejde og følte mig som en del af noget større ved at være frivillig her. Jeg havde jo set de vildeste før og efter-billeder, men det var ingenting mod dét at møde det her lille barn efter operationen og se hende så energisk og glad. Det var virkelig overvældende.”

Hele kloden i én kahyt

Som forventet har Laura mange flere store oplevelser, som hun gavmildt deler ud af. For eksempel var det for Laura ret unikt at være omgivet af sådan en “kompleks sammensætning af mennesker og mennesketyper” på skibet. For som hun siger, er der ikke ret mange andre steder i verden, hvor man kan møde folk på tværs af så mange forskellige kategorier:

“Folk var vidt forskellige steder i livet. Der var ældre mennesker på pension, som stadig gerne ville bidrage til et arbejdsfællesskab. Andre var lige blevet færdige med gymnasiet. Og så var der familier, der var styret af børnelivet og deres børns trivsel, og som ville lære dem om godt fællesskab og samarbejde. Det bidrog til stemningen, at der var så mange forskellige professioner, nationaliteter, aldre og konstellationer,” påpeger hun.

“Jeg kom tæt på mennesker, som jeg ellers aldrig havde mødt. Vi var både tætte følelsesmæssigt og rent fysisk – vi boede sammen og var sammen i dagtimerne. Jeg delte for eksempel kahyt med seks andre mennesker fra seks forskellige lande i den største kahyt på Africa Mercy, som er en 10-mandskahyt. Det var et internationalt og globalt rum på meget få kvadratmeter. Og alle de relationer, jeg i det hele taget fik ombord, gav mig indblik i rigtig mange lande og kulturer. Jeg har fået oplevelser og venskaber for livet,” fortæller hun.

Det svære farvel

De dybe relationer og tætte sammenhold gjorde det også hjerteskærende at stå på kajen og sige farvel til nogen, som man ikke vidste, om man ville se igen, forklarer Laura:

“Da min afrejse nærmede sig, var jeg ked af det. Og det gik ikke ubemærket hen. Folk på skibet spurgte generelt meget til, hvordan man havde det. Her kan jeg anbefale, at man svarer ærligt. Når man er så tæt sammen hele tiden, kommer man ikke uden om at dele ud af sig selv, på godt og ondt. Jeg var dybt rørt over den emotionelle støtte og opbakning, jeg modtog ombord på skibet.”

“Støtte op opbakningen så ud på flere måder,” fortsætter Laura og kommer med endnu et eksempel. Efter en lang periode med hårdt arbejde, havde hun endelig fået en fridag, hvor hun havde planlagt at tage ud at surfe. Men da fridagen kom, regnede det, og derfor kom Laura ikke afsted alligevel:

“Jeg var så skuffet, for jeg havde virkelig trængt til en pause, og jeg havde sådan glædet mig til at surfe. Fuld af ærgrelse gik jeg ned i min kahyt for at tage mit badetøj af. På kahytdøren så jeg, at en af mine supersøde nye veninder, en sygeplejerske, havde skrevet en besked om, at hun ønskede mig den bedste fridag, og at det ikke var gået ubemærket hen, hvor hårdt, jeg havde arbejdet. Det fik mig til at føle mig så set. Og da jeg på et andet tidspunkt havde fået corona ombord, fik jeg tegninger og breve, og folk ringede og kom med snacks til mig ved hvert måltid. Ved den slags episoder mærkede jeg virkelig meget varme og støtte.”

Fritiden i Dakar

Heldigvis var Laura rask det meste af tiden, og da den travle periode havde lagt sig på arbejdet, fik hun god tid til at udforske Dakar: “Jeg nød at være ude at spise, så det gjorde jeg ofte. En af de bedste thai-restauranter, jeg nogensinde har prøvet, ligger i Dakar, og jeg fik også god koreansk mad, japansk mad, armensk mad og libanesisk mad. Ellers gik jeg måske en tur og købte en kugle is. Eller tog på sightseeing – til museer, udkigsposter eller monumenter.”

Når det regnede, kunne Laura og de andre, der havde fri samtidig med hende, også finde på at booke et mødelokale og se en film. Eller på at tage i supermarkedet og lave deres egen frokost: “Selvom der var frokost på skibet og det var lækkert med buffet, kunne det være rart indimellem at lave sin egen mad. Jeg havde en veninde fra Schweiz, der lavede flammkuchen – en slags schweizisk pizza – mens jeg lavede linsesalat.”

Man gør en forskel – for sig selv!

Ifølge Laura er den klassiske fortælling om, at man skal ned og gøre en forskel for andre forfejlet. For Laura handler det snarere om på én gang at være en del af noget større og bidrage til et fællesskab, samtidig med, at man med en vis ydmyghed forstår, at det først og fremmest er ens egen verden, der bliver forandret:

“Jeg tror den største forskel, der indlejres i de frivillige er, at man bliver en borger af verden. Man får direkte indsigt i den megastore sociale ulighed, der er i verden. Forhåbentlig vil man engagere sig i menneskerettigheder og bedre forhold for verdens udsatte på baggrund heraf. Jeg føler dog også, at jeg har gjort en forskel for Mercy Ships, selvom jeg ikke har været kirurgen, der holdt skalpellen i hånden. Jeg har bidraget til at hjælpe mennesker, der havde brug for det gennem min indsats i mit arbejde. Men den største forskel er sket inde i mig selv. Og så er alt, hvad der er sket på min personlige rejse, som bidrager positivt til andre menneskers liv, jo bare fuldstændig vidunderligt.”

En større forståelse for arbejdsmarkedet

Jeg har for længst opgivet at følge mine spørgsmål slavisk, for Laura har allerede svaret på mange af dem – og mere til. I stedet lader jeg mig, som et skib på vuggende bølger, føre med, hvor end strømmen tager os.

Laura slutter med en refleksion om tiden ombord: “For mig at se er der mange grunde til at tage med lige netop Mercy Ships ud som volontør. Ud over den helt unikke stemning, der er ombord, skal man tage afsted med netop Mercy Ships, fordi de ikke kun hjælper mennesker her og nu, men også udbreder medicinsk kapacitet. Det uddannende aspekt er vigtigt, for heri ligger der vedvarenhed og bæredygtighed,” pointerer Laura.

“Desuden er det en helt enestående chance for at prøve kræfter med nye arbejdsområder, som man ellers ikke ville få ansvar for herhjemme. Man får stor forståelse for maritimt arbejde, for sikkerhedsprocedurer og for, hvordan et skib fungerer. Opgaverne spænder bredt, og er man for eksempel interesseret i HR, forsyningskæder, eller vil man have indsigt i, hvad ingeniørerne og sygeplejerskerne på skibet laver, så har man altid mulighed for at prikke folk på skulderen og spørge.”

Netop en større indsigt i nye arbejdsområder fik Laura selv i sin funktion som teamleder i hospitality-afdelingen: “Jeg havde altid set mig selv som én, der ikke havde lederegenskaber. Men jeg fik forståelse for, at det med at lede et team ikke handler om at bestemme over nogen eller træffe svære beslutninger alene. Det handler om at hjælpe sine spillere med at blive gode og se potentialet i det enkelte menneske. Så nu ser jeg en større mulighed for at være projektleder en dag. Det var megafedt! Man lærer virkelig sig selv at kende på nye måder på det her skib,” slutter hun.