Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Hvad er så specielt ved Mercy Ships?

Hvad er så specielt ved Mercy Ships?

”Det er noget af det vigtigste, jeg har lavet i mit professionelle liv,” fortæller Dorte Søderberg. Hun er hjemvendt efter fire uger som frivillig anæstesisygeplejerske på hospitalsskibet Africa Mercy i Guinea, hvor hun som del af et team var med til at behandle patienter, der var invaliderede af tumorer og forbrændinger.

Til hverdag arbejder Dorte Søderberg som anæstesisygeplejerske på Odense Universitetshospital. Igennem to år havde hun opsparet afspadsering, så hun kunne tage af sted som frivillig med Mercy Ships, og i fire uger blev hun en del af hospitalsskibets arbejde ud for Guineas kyst. ”Hvad er så specielt ved Mercy Ships?,” spurgte folk Dorte, inden hun tog hjemmefra.

Der er i hvert fald 5 særlige forhold, der kendetegner Mercy Ships og arbejdet om bord på Africa Mercy, fortæller Dorte:

Et værdsat arbejdsfællesskab
Det gode arbejdsfællesskab på hospitalsskibet gjorde et stort indtryk på Dorte Søderberg. Hun oplevede, hvordan alle besætningsmedlemmer arbejder sammen om en fælles sag – at hjælpe hver enkelt patient – og at alles indsats bliver værdsat. Hvad enten det er kirurgen, maskinmesteren eller køkkenpersonalet, der dagligt laver mad til de ca. 500 mennesker på skibet, er alle i personalegruppen vigtige og nødvendige for patienternes behandling.

Nye venskaber 
Om bord på hospitalsskibet blomstrede det gode samarbejde blandt de mange forskellige faggrupper, nationaliteter og kulturer: ”Når man tænker på de kulturforskelle, der kan være på et operationsafsnit på et dansk hospital, er det fantastisk at opleve, hvor smidigt samarbejdet fungerer på en stue på Africa Mercy, hvor op til otte forskellige nationaliteter er repræsenteret samtidigt,” fortæller Dorte.
I spisesalen om bord på Africa Mercy nød Dorte ind imellem at sidde med lukkede øjne og høre de mange sprog og forskellige dialekter af engelsk, der blev talt. Der var også dage, hvor det kunne være en udfordring at bo tæt sammen i en seksmandskahyt på 20 m2, men Dorte erfarede, at en åben og ”elastisk” indstilling kunne være starten på nye venskaber.

Passionerede frivillige
Dorte så kun glade ansigter på Africa Mercy. Alle i besætningen har taget et aktivt valg om at være med, og det er tydeligt, de brænder for sagen. Ingen af de frivillige får løn, og de skal selv betale for egen rejse, kost, logi og lommepenge. Der findes forskellige grunde til, at de frivillige besætningsmedlemmer er blevet en del af Mercy Ships, men fælles er ønsket om at gøre en forskel for fattige og syge. For nogle er drivkraften deres tro og religiøse overbevisning, for andre er det ønsket om at bruge sine hænder, hvor der er et særligt behov. ”Og uanset ens drivkraft er der plads til alle i gensidig respekt,” fortæller Dorte.

Giver mennesker håb
På hospitalsskibet hjalp Dorte som frivillig anæstesisygeplejerske adskillige patienter. Hun lagde strumapatienter i narkose inden operation og tog også imod patienter, der var invalideret af medfødte misdannelser, børn og voksne med invaliderende forbrændingsskader og mennesker med livstruende tumorer. Sammen med den øvrige besætning gav Dorte håb og helbredelse til mennesker, som ikke ellers har adgang til operation og behandling.

Behovet for dygtige fagpersoner
Flere af Dortes patienter havde struma. Struma, der betyder forstørret skjoldbruskkirtel, findes også på vores breddegrader, men her udvikler det sig sjældent til noget alvorligt, fordi der på et tidligt stadie er adgang til effektiv behandling. Anderledes er det i et land som Guinea, hvor Africa Mercy ligger for anker. I hele Guinea med 12 millioner indbyggere er der f.eks. kun 9 anæstesiologer og 20 anæstesisygeplejersker, og for den fattige befolkning, der ikke har råd til eller adgang til den nødvendige behandling, kan ubehandlet struma blive livstruende.

”Vi kan ikke ændre hele verden, men vi kan ændre hele verden for ét menneske ad gangen,” siger Dorte med henvisning til en udtalelse af chefkirurg Gary Parker fra USA. Dorte har været med til at ændre hele verden for mere end 35 patienter i sine fire uger med Mercy Ships, og hun har bidraget til det livsvigtige sundhedsarbejde blandt fattige og glemte mennesker i Guinea. ”Det er noget af det vigtigste, jeg har lavet i mit professionelle liv, og jeg er stolt af at have været med,” siger Dorte.

Læs her historien om kvinden Dienabou, der havde struma ligesom flere af de patienter, Dorte som anæstesisygeplejerske på Africa Mercy lagde i bedøvelse inden operation.

Øverste foto: Personale fra Sydafrika, Tyskland, Holland, Danmark, Singapore og Guinea (sidstnævnte i et mentorforløb på hospitalsskibet).

Nederste foto: Dorte (tv.), anæstesisygeplejerske fra Danmark og Cat (th.), anæstesiolog fra Australien.