Pensioneret tandlæge befrier patienter fra årelangt smertehelvede
Kirsten Wissing fra Nyborg har trukket mange tænder ud på smerteplagede mennesker i Madagaskar. Hun er rørt over befolkningens taknemmelighed og imponeret over hospitalsskibet Africa Mercys effektivitet.
Kirsten Wissing er tidligere privatpraktiserende tandlæge i Nyborg – men er slet ikke holdt op med sin profession. Kort efter lukningen 1. august rejste hun nemlig ud som frivillig tandlæge på hospitalsskibet Africa Mercy i Madagaskar.
På billedet ses hun som nr. to øverst fra venstre. Nu er hun kommet hjem til Danmark med masser af oplevelser og erfaringer i bagagen.
– Det var en kæmpe oplevelse at se skibet, denne hvide perle, der lå nede i havnen, og som var sådan en pulserende organisme, en gave til det her samfund. Det var så rørende, fortæller hun.
Kirsten Wissing arbejdede som tandlæge på hospitalsskibet i 14 dage og rejste derefter rundt på den store ø for at opleve lokalbefolkningens vilkår.
Hjerteskærende at se folk med knækkede tænder
– Som altid i meget fattige samfund er deres tandstatus virkelig dårlig, fortæller hun. – Vi trækker rigtig mange tænder ud, fordi tænderne knækker og er efterladt med betændte rødder, som må være en sindssyg smertekilde. Det er virkelig hjerteskærende.
Africa Mercy er ud over to tandlægeklinikker udstyret med fem operationsstuer, 80 sengepladser og alt det tekniske udstyr, man kan ønske sig af et moderne hospital. Hospitalets speciale er operation af bylder og tumorer, udretning af ”hjulben” og andre deformiteter og operation af læbeganespalte.
Det er guld værd i et land, hvor der slet ikke er adgang til specialiseret kirurgi. Og hvor der er 100 kilometer gennem junglen til nærmeste tandlæge.
Betændelse giver frygtelige smerter
For ja, tandlæger er der brug for.
– Betændelsestilstande er meget smertegivende. Men smerten hører som regel op, når vi får trukket tænderne ud, fortæller Kirsten Wissing og tilføjer med et smil:
– Efter behandlingen stod alle bare og takkede os. De var simpelthen så rørte over, at vi kom og tilbød dem det her, fordi de jo var så vant til de her frygtelige smerter.
Det er ikke første gang, Kirsten Wissing engagerer sig i frivilligt hjælpearbejde. Under sin universitetsuddannelse tilbragte hun tre måneder på et lille landsbyhospital i Sydindien. Bagefter rejste hun til Sri Lanka for at være med til at uddanne børnetandlæger, og siden er det blevet til frivilligt sundhedsarbejde i Filippinerne, Peru og Jerusalem.
Vil gerne dele sine privilegier
Hvorfor tog du egentlig den måned ud af kalenderen og rejste til Madagaskar?
– Da jeg læste til tandlæge, troede jeg, at jeg skulle bruge mit liv på at arbejde i et tredjeverdensland. Derfor rejste jeg tre måneder til Indien. Siden rejste jeg bl.a. til Filippinerne og Peru for at hjælpe til som frivillig.
Men det er jo et afsavn for dig at skulle tage afsted på den måde.
– Det kan man godt sige, men jeg føler jo, at jeg er privilegeret at bo i et samfund som det danske, hvor jeg får en gratis uddannelse. Og fordi jeg tjener penge, kan jeg rejse ud og arbejde frivilligt.
– Dybest set tror jeg også, at det har noget med min tro at gøre. Man skal give noget igen til andre.
Alle får det bedste ud af situationen
Er det noget, du vil anbefale andre?
– Jeg vil anbefale det til alle. De 350 frivillige på Africa Mercy var meget glade, og næsten alle kommer igen. Det ligesom en livsstil. De fleste sygeplejersker har allerede booket det næste besøg.
– Det er bare så livgivende og livsbekræftende, at jeg synes alle skulle give sig selv den store oplevelse at være noget for andre. Man får så meget igen. Når jeg er derude føler jeg altid, at jeg får mere igen, end jeg selv giver. Fokus omkring ens egne behov forsvinder fuldstændig, når man arbejder i sådan et fællesskab, slutter Kirsten Wissing.
Name of the person, Recruitment team Little presentation phrase of that person Where ou give a little inside.
Nyheder
Tags
Om Mercy Ships
Mercy Ships driver hospitalsskibe, der leverer gratis operationer og andre sundhedsydelser til mennesker med ringe adgang til sikker lægebehandling. Hvert år arbejder mere end 3.000 frivillige fagfolk fra over 60 lande frivilligt på verdens to største ikke-statslige hospitalsskibe, Africa Mercy og Global Mercy. Fagfolk som kirurger, tandlæger, sygeplejersker, sundhedstrænere, kokke og ingeniører dedikerer deres tid og færdigheder til at sikre adgang til sikker kirurgisk, obstetrisk og anæstesibehandling. Mercy Ships blev grundlagt i 1978 og har kontorer i 16 lande.