’Mercy Ships har en særlig plads i vores hjerter’
Motoren er hjertet i skibet. På samme måde er sundhedshjælp på Africa Mercy en hjertesag for os, fortæller Bjarne Foldager, direktør i MAN Energy Solutions, der yder support til Mercy Ships – både rådgivning, reparation og donationer.
– Ligesom hovedmotoren er hjertet i skibet, har Mercy Ships – især den tidligere storebæltsfærge Africa Mercy – en særlig plads i vores hjerter. Det er jo det at kunne hjælpe andre mennesker, der sidste ende driver alt det tekniske.
Det siger Bjarne Foldager, der er direktør i MAN Energy Solutions på Teglholmen i København. Virksomheden bygger og servicerer skibsmotorer og har 2.500 medarbejdere i Danmark og 15.000 på verdensplan.
103.800 i julegave til Mercy Ships
MAN Energy Solutions er fast partner i Mercy Ships Danmarks bestræbelser på at yde sikker og kvalificeret specialkirurgi på to hospitalsskibe til gavn for tusindvis af afrikanske patienter.
– Vi yder teknisk support, når der er behov for det. Vi har flere medarbejdere, som administrerer det i det daglige, fortæller ansvarlig for reservedele, Afshan Akram, MAN Energy Solutions.
– Vi har en særlig favorabel aftale med Mercy Ships, fordi det går til et godt formål. Og når medarbejderne bestiller julegave, kan de vælge at støtte Mercy Ships. Sidste år var det den mest valgte julegave, og vi kunne efterfølgende sende 103.800 kroner til Mercy Ships Danmark, fortæller Afshan Akram.
Var med til at bygge Africa Mercy
Men det er ikke kun telefonsupport og kolde kontanter, MAN bidrager med. Når der er brug for det, rejser virksomhedens servicefolk hele vejen til Madagaskar for at tjekke og reparerer skibsmotorerne.
– Vi yder service på stedet og laver de nødvendige reparationer, både på fremdriftsmotorerne og hjælpemotorerne, supplerer Erik Bülow, der selv som svend tilbage i 1978 var med til at bygge Storebæltsfærgen i Dronning Ingrid på Helsingør Skibsværft. Færgen blev taget ud af drift i 1997 og siden ombygget i 2007 og forvandlet til hospitalsskibet Africa Mercy.
Og hjælpemotorer, forklarer han, er generatorer, der leverer strøm til alle skibets funktioner. Der er fire hjælpemotorer i alt – alle leveret af MAN – som sørger for at klinikker, operationsstuer og alt andet elektronisk udstyr på hospitalsskibet fungerer.
Kan ikke operere med rystende motorer
Men ikke nok med det. Hjælpemotorerne er også bedre end fremdriftsmotorerne, når skibet ligger stille.
– De fleste kan nok huske, hvordan Storebæltsfærgerne rystede, når motorerne gav den gas. Det duer jo ikke med de rystelser på et hospitalsskib, når fx små børn skal opereres for grå stær – en lidelse, de døjer med på grund af underernæring, fortæller direktør Bjarne Foldager.
Hvad betyder det for jer at donere og give særlige rabatter til Mercy Ships?
– Jeg er utroligt stolt over at være med til at støtte Mercy Ships, selv om vi ikke gør meget væsen af det. Den, der lever stille, lever godt, smiler Bjarne Foldager og reflekterer:
– Jeg tror, vi i Danmark har et særligt forhold til hospitalsskibe. Tænk blot på Jutlandia og Røde Kors, fortæller Bjarne Foldager med henvisning til hospitalsskibet), der blev indsat under Koreakrigen i 1951-1953 bemandet med Røde Kors. Skibet, der i øvrigt også havde B&W motorer, behandlede flere end 11.000 patienter.
Det hele skal ikke gå op i kroner og ører
Næstekærlighed er pejlemærket, fortsætter Bjarne Foldager:
– Vi har det jo generelt godt her i Danmark, så det er meget givende at kunne bidrage til at mennesker med færre midler kan blive opereret eller modtage anden hjælp.
– Når vi nu er i en branche med stærk konkurrence, hvor hverdagen går op i kroner og ører, er det vigtigt at også have andre ting end profitmaksimering, der driver værket. Ligesom hovedmotoren er hjertet i skibet og bare skal fungere 24/7 året rundt, er Mercy Ships også vores hjertesag.
– Mercy Ships – og især den tidligere storebæltsfærge Africa Mercy – har en særlig plads i vores hjerter. Hvor det hele ikke går op i marginer, profit, kroner og ører, men går op i at hjælpe. Det er jo det, der i sidste ende driver alt det tekniske.
Medarbejderne glade for at hjælpe Mercy Ships
Afshan supplerer:
– Når der kommer spørgsmål fra Mercy Ships hovedkontor i Texas, er det en af de ting, vores medarbejdere kaster sig over først. Fordi vi gerne vil hjælpe. Man er glad, når der kommer en forespørgsel fra Mercy Ships, man kan kaste sig over.
Erik Bulow giver sit besyv med:
– For mit eget vedkommende er jeg især meget glad, når der kommer forespørgsler på Africa Mercy. Den tidligere storebæltsfærge har jo lidt ældre motorer, og dem kender jeg rimeligt godt. Jeg var jo selv med til at bygge Dronning Ingrid som ung lærling.
Hovedmotorerne er faktisk så gamle, at MAN Energy Solutions er nødt til at fremstille reservedele ud fra de originale tegninger. Og hvis de mangler, tegne delene og skabe dem fra bunden.
Skabte verdens første motorskib
Det er MAN Energy Solutions’ afdeling i Brøndby, der er særlig gode til at kreative løsninger, fortæller Bjarne Foldager og giver et kort historisk overblik over virksomheden:
– Vi startede som B&W Skibsværft ikke langt herfra, hvor vi i 1911 byggede verdens første motordrevne skibe. Før det tidspunkt var de store skibe dampdrevne. Det var en kæmpe revolution. Skibene kunne nu laste 25 procent mere, fordi diesel fyldte mindre en kul. Siden valgte B&W at sælge deres motorafdeling fra. Det er dette guldæg, MAN nu fører videre.
Og ligesom B&W i sin tid overgik fra damp til diesel, står MAN i dag over for en ny forvandling.
– Halvdelen af de motorer, vi bygger i dag, drives af en eller anden form for alternative brændstoffer. Den største del er naturgas, som stadigvæk udleder CO2, men i forhold til diesel har 22 procent mindre udledning. Vi arbejder også med biogas, metanol og ammoniak, der alle klimaneutrale brændstoffer.
MAN Energy Solutions i Danmark har kontor i København, Brøndby, Frederikshavn og i Holeby på Lolland.
Nyheder
Tags
Om Mercy Ships
Mercy Ships driver hospitalsskibe, der leverer gratis operationer og andre sundhedsydelser til mennesker med ringe adgang til sikker lægebehandling. Hvert år arbejder mere end 3.000 frivillige fagfolk fra over 60 lande frivilligt på verdens to største ikke-statslige hospitalsskibe, Africa Mercy og Global Mercy. Fagfolk som kirurger, tandlæger, sygeplejersker, sundhedstrænere, kokke og ingeniører dedikerer deres tid og færdigheder til at sikre adgang til sikker kirurgisk, obstetrisk og anæstesibehandling. Mercy Ships blev grundlagt i 1978 og har kontorer i 16 lande.
Læs også
Kvinder på Madagaskar får værdigheden...
Frivillig sygeplejerske: At se forvandlede...
Tera fik livet og kammeraterne...
Gør en forskel i Afrika
Artikel af Svend Løbner
Svend Løbner, freelancejournalist med over 20 års erfaring i at skrive for trosbaserede organisationer. Han har studeret analytisk journalistik og religion og udvikling på danske universiteter og rejser ofte for at rapportere fra udviklingslande. I 2024 har han med glæde rapporteret fra Africa Mercy i Madagaskar og udgivet forskellige artikler i danske medier.