Bestyrelsesmedlem: Det er fantastisk at kunne hjælpe mennesker
Mikael Weis driver en digital platform hvor skibsindustrien kan købe ”alt godt til havet”. I sin fritid bidrager han med sin erfaring som medlem af Mercy Ships Danmarks bestyrelse.
– For mig, der har en stærk relation til søen, og et ønske om ikke kun at tænke kommercielt, betyder det rigtig meget, at jeg kan gøre en forskel. Det ender jo med at hjælpe mennesker. Det er fantastisk.
Det fortæller Mikael Weis, administrerende direktør for Source2Sea, der netop er en ressource for den maritime branche. Virksomheden faciliterer en online markedsplads, der letter skibsindkøb i skibsindustrien.
Som direktør for ressourceplatformen ligger det lige til højrebenet at være med i bestyrelsen for Mercy Ships, fortæller Mikael Weis:
– I Mercy Ships bestyrelse kan jeg bidrage med min erhvervsmæssige- og juridiske erfaring, samt en forståelse for, hvad der sker ude på havet.
Mikael Weis har selv en skibsføreruddannelse og sejlede i 10 år, inden han læste til jurist og for 25 år siden kom ind i den digitale verden af det maritime. I Source2Sea bygger han sammen med 40 medarbejdere en digital platform for indkøbsafdelinger i rederierne.
Vigtigst at uddanne lokalbefolkningen
For ham er det ligesom for Mercy Ships ”slutbrugerne”, der er i centrum. Og som bestyrelsesmedlem i Mercy Ships Danmark holder han sig to dimensioner for øje:
– Den ene det, du ser lige nu og her, forskellen før og efter en operation. Det er jo fantastisk. Mennesker, som har været underlagt en kæmpe byld i årevis, bliver hjulpet og får håb om en bedre fremtid.
– Men det allervigtigste er, hvordan vi forebygger. Hvad kan vi gøre i form af uddannelse af lokalbefolkningen, som gør, at de kan opdage sygdomme meget tidligere og derved undgå at fx en tandbyld vokser til en hel tumor i ansigtet. Det synes jeg er det vigtige. Både lokalbefolkningen generelt, men også at uddanne kirurger til at gøre det samme, som man gør på skibene.
Hvorfor det?
– Når tumoren er fjernet, er det ovre; den er væk. Men du har ikke nødvendigvis fjernet årsagen til den. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man også bruger energi på uddannelse. Både af lokalbefolkningen i form af forebyggelse, men også at uddanne læger, så de kan operere selv.
Social ansvarlighed styrker virksomhederne
Mikael Weis trækker på sin lange erfaring i den maritime branche, når han som bestyrelsesmedlem rådgiver Mercy Ships Danmark i fundraising og rekruttering. Derfor ligger spørgsmålet på læben: Hvordan kan man motivere flere organisationer til at få Mercy Ships i deres sociale bundlinje, såkaldt Corporate Social Responsibility (CSR).
– En stærk CSR-politik og eksekvering af samme er vigtig for virksomhedernes omdømme, da det i stigende grad er noget, medarbejdere lægger vægt på. Det vil samtidigt skabe en tiltrækningskraft af gode medarbejdere, hvilket virksomhederne er i bekneb med, fortæller Mikael Weis og uddyber:
– Mercy Ships dækker bredt branchemæssigt, men jeg synes selvfølgelig vi har en stærk appel til det maritime. Konkurrerende virksomheder, der er aktive indenfor CSR, vil være mere interessante for medarbejderne end dem, der ikke er, og det vil uvægerligt vise sig på bundlinjen. Så her er muligheden for både at bidrage til en stærk og veldrevet organisation, der også bliver positivt eksponeret udadtil.
Fantastisk gestus at udsende medarbejdere
Hvad tænker du om, at virksomheder sponsorerer medarbejdere i en periode på skibene?
– Jeg synes, det er en fantastisk måde at støtte en god sag på, men det begrænser sig til større virksomheder. Mindre virksomheder kan ikke undvære en person i bare to eller tre måneder. Men større virksomheder kan sende søfolk og endda betale deres løn.
– Det er en fantastisk gestus at udsende ansatte på den måde. Men jeg tror, man som minimum skal gå efter mellemstore virksomheder, som har ekstra kapacitet i forhold til folk.
Hvad tænker du om Mercy Ships’ danske afdeling, når du tænker fem år frem?
– Jeg ser jo gerne, at skib nummer tre er søsat, som jo også er på vej. Halvdelen af fundingen var fundet allerede for en halvt år siden. Så skal der lige findes en halv mere. Men det ville da være fantastisk, hvis det skib var søsat. Fordi det skaber en endnu større kapacitet.
– Jeg så gerne, at organisationen voksede og fik endnu mere international anerkendelse. Det ville jo være fantastisk, hvis den fx kom på finansloven.
Name of the person, Recruitment team Little presentation phrase of that person Where ou give a little inside.
Nyheder
Tags
DEL
Om Mercy Ships
Mercy Ships driver hospitalsskibe, der leverer gratis operationer og andre sundhedsydelser til mennesker med ringe adgang til sikker lægebehandling. Hvert år arbejder mere end 3.000 frivillige fagfolk fra over 60 lande frivilligt på verdens to største ikke-statslige hospitalsskibe, Africa Mercy og Global Mercy. Fagfolk som kirurger, tandlæger, sygeplejersker, sundhedstrænere, kokke og ingeniører dedikerer deres tid og færdigheder til at sikre adgang til sikker kirurgisk, obstetrisk og anæstesibehandling. Mercy Ships blev grundlagt i 1978 og har kontorer i 16 lande.