Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Pigen, der blev gemt væk

Pigen, der blev gemt væk

Confort havde ikke forestillet sig, at den morgen, hvor hun satte en gryde med vand over for at lave ris til sin datter, ville blive begyndelsen på hendes værste mareridt.

Conforts datter, Gamai, på bare ét år havde lige lært at gå. Gamai kom forbi gryden, faldt på sine små usikre ben – og i faldet fik hun gryden ned over sig. Et gennemtrængende skrig lød gennem huset, da den lille pige fik det kogende vand over sig, og skriget nåede moren. Verden omkring Confort stod med ét stille, mens hun desperat forsøgte at trøste sit barn. ”Jeg frygtede det værste,” husker Confort, mens hun den dag lå på gulvet og knugede sin datter ind til sig.

Confort og hendes mand skyndte sig til det nærmeste hospital med Gamai, men den fattige familie havde kun råd til at købe noget salve, der kunne dulme smerten fra forbrændingerne. Forældrene følte sig magtesløse og kunne blot se til, hvordan deres datter, som årene gik, blev større – og havde hudsammentrækninger på hænder og arme, så hun vanskeligt kunne røre sig.

Omverdenens blikke
Familien prøvede at leve et normalt liv, men det var ikke nemt, omgivet af omverdenens nedværdigende blikke. ”Når vi var ude, drillede folk Gamai, og hun begyndte at græde,” fortæller Confort. ”Min mand blev vred over, at jeg udsatte Gamai for den nedværdigelse, og jeg besluttede at holde Gamai væk fra omverdenens blikke.”

I tre år opholdt Gamai sig kun i familiens hus og i gården foran huset, og hun bevægede sig ikke udenfor familiens grund. Confort delte sin datters smerte: ”Jeg var så ked af og vred over, at min datter skulle vokse op på den måde – gemt væk fra verden.”

Håbet om en anden fremtid
Der var ikke mange glimt af glæde i familiens tilværelse – lige indtil den dag Confort hørte om et stort hospitalsskib. På hospitalsskibet, hvor patienter kunne møde frivillige læger og sygeplejersker, havde andre fået gratis operation og lægehjælp for deres forbrændinger. Confort tog ud på en rejse sammen med den nu fire-årige Gamai, som for første gang i flere år bevægede sig udenfor familiens grund. De skulle hen og møde de frivillige fra Mercy Ships. På screeningsområdet så Confort andre mødre, hvis børn havde gennemlevet lignende ulykker – og Confort begyndte at ånde lettet op.

Morens lettelse blev til håb, da Gamai blev udvalgt til at få en gratis operation om bord på hospitalsskibet Africa Mercy. ”Jeg er fyldt af glæde over denne chance. Gamai skal ikke leve gemt væk resten af sit liv. Der venter hende en anden fremtid,” udbrød den taknemmelige mor.

 

Nye venner og nye højder
Efter Gamais operation ventede der uger med smertefuld genoptræning. Gamai græd af smerte på samme måde som for tre år siden, da ulykken skete – en gråd, moren havde forsøgt at fortrænge. ”Det gør ondt på mig, når det gør ondt på Gamai,” sagde Confort: ”Og samtidig ved jeg, at hun er nødt til at gennemgå denne genoptræning, så hun igen kan bevæge sine arme normalt.”

Den dag Gamai var parat til at forlade Africa Mercy, ville ingen nogensinde have gættet, at dén pige havde levet det meste af sit liv bag lukkede døre. Energisk og fuld af liv sprang Gamai rundt af glæde og legede med sine nye venner – børn, der hverken gloede på hende eller drillede hende, fordi hun var anderledes. Gamai, som før operationen ikke kunne løfte sine arme op over hovedet, kunne nu række ud mod verden og nå nye højder i sit liv.