Søg
Close this search box.
Læsetid: 6 min.

TV2-vært: ’Mercy Ships er mit livs største oplevelse’

Peter Ingemann har i alt lavet 50 programmer i TV2-serien ”Størst”. Men ét program glemmer han aldrig: Mødet med patienter og frivillige hos det dengang største hospitalsskib i verden: Africa Mercy.

Peter Ingemann

Peter Ingemann foran Karen Blixens farm i Kenya fra optagelser til den aktuelle sæson af programmet “Størst”. Men intet overgår mødet med de frivillige på Africa Mercy i sæson 3, fortæller han. Foto: TV2.

Af Svend Løbner, frreelancejournalist

Det populære TV2-program ”Størst” løber igen over tv-skærmene og imponerer danskerne med det største hotel, det største skisportssted og verdens største kunstige ø i Dubai.

Men et program står særligt i erindring hos programvært Peter Ingemann. Og det er besøget på Mercy Ships store hospitalsskib Africa Mercy. Selv om det nu er otte år siden, han besøgte skibet med et tv-hold i 2016, kalder han det stadig ”mit livs største oplevelse”.

– Hvis jeg bliver vækket midt om natten og spurgt om min største oplevelse, så vil jeg sige, at det er Mercy Ships. For her er nogle, der stiller en ekspertise til rådighed, som i den grad er efterspurgt, og som det i den grad er behov for i de lande, man ligger til kaj hos. Det er i sig selv fantastisk.

Har opereret gratis i 29 år

Peter Ingemann mødte kirurgen Gary Parker, der på det tidspunkt havde været på skibet i 29 år.

– Han er nok er en af verdens bedste kirurger, når det handler om at fjerne svulster. Og han arbejder gratis og betaler endda for sit ophold. Mere stort og næstekærligt bliver det ikke.

Og det giver syn for sagen på tv, fortæller Peter Ingemann:

– Her ser man jo bogstaveligt talt, at folk bliver båret halvdøde ind ad døren dagen før, og så har de stort set fået livet tilbage dagen efter. Det er jo en fantastisk visuel fortælling at kunne vise: Her kommer en pige med en enorm svulst, der i sidste ende kan risikere at kvæle hende til døde. Men efter de dygtige kirurger og sygeplejersker og alle mulige andre hjælpere har været indover, så har hun fået livet tilbage. Det er jo vildtP!

En af verdens mest kompetente kirurger

Peter Ingemann synes, det er ”vildt fascinerende” at skildre menneskers skæbner. Og han lægger ikke skjul på, at mødet med patienten Loretta på Africa Mercy gav ham en klump i halsen.

– Når man står og overværer en operation og kender risikoen, bliver man ydmyg. Både over at patienten har givet lov til at man må være med, og ved at man står ved siden af en af de mest kompetente kirurger på området i verden. Han har overskud til at gøre det, der er det vigtigste arbejde fuldstændig perfekt, og så endda lave et interview og svare på mine spørgsmål imens. Det indgyder respekt. Og så er det jo bare rørende.

– Jeg er jo ikke lavet af sten, så det er nervepirrende at høre ham sige, at hvis han rammer forkert, så kommer hun måske ikke til at smile igen. Og hun har et fantastisk smil.

Mercy Ships løser en næstekærlig opgave

Seerne møder Loretta fra hun kommer ind på hospitalsskibet, bliver opereret og ser sit forvandlede ansigt i spejlet bagefter. Hun er lidt betuttet, og læge Gary Parker fortæller i programmet, at det altid er et chok for patienten at se sit nye ansigt, når hun nu har vænnet sig til sit gamle udseende.

Det samme skal familie og naboer vænne sig til, når hun vender hjem til landsbyen. Hvor hun før blev udskammet, skal hun nu integreres i lokalsamfundet igen. Skibets hospitalspræster hjælper Loretta med at finde sig til rette i den nye virkelighed.

– Da det hele kommer på afstand, og jeg står på stranden og skal lave min afmelding på programmet, så tænker jeg hvor vildt det er, og hvor næstekærlig en opgave man løser. Det maner til respekt, siger Peter Ingemann.

Svulster, fødselsskader og brandsår

Han husker også en mand, der havde ”en svulst i størrelse mellem en ananas og en vandmelon”.

– Han var døden nær. Han var blevet båret igennem junglen af hans venner i næsten 14 dage for at komme frem til skibet. Og så får han fjernet svulsten og kan fortsætte sit liv.

– Og så de her kvinder med fødselsskader, som jo på grund af, at de ikke kan holde på deres vand, lugter af urin. De bliver udstødt af landsbyen og henvist til at sidde i en anden hytte, som var de hekse i gamle dage. Og så kan man med et forholdsvis enkelt kirurgisk indgreb vinde respekten – selvrespekten og omgivelsernes respekt – tilbage, som de jo burde have haft i forvejen, fortæller Peter Ingemann.

Det mest hjerteskærende er de brændte børn:

– Det var jo nærmest ikke til at holde ud at se på. Og hvis Mercy Ships ikke er der for at operere dem, så får de deformiteter. De kan ikke bevæge deres skuldre eller deres arme, eller deres hoved sidder forkert. Det gør ondt i én, især når man selv har børn. Men så meget, desto mere dejligt er det at se, at man kunne afhjælpe i hvert fald noget af det handicap, de har fået ved at få så svære brandskader.

Vil ikke anprise ”materialisme på speed”

Hjælpearbejdet på Africa Mercy står i skærende kontrast til en af de nye udsendelser i den aktuelle sæson af Størst-programmer. Her besøger Peter Ingemann en stor kunstig ø i Dubai, hvor det er tydeligt, at det handler om penge, rigdom og rå kapitalisme.

Hvad er det for en kontrast, du ser der?

– Alting skal modnes, og jeg er blevet fem år ældre siden sidst. Med de værdier jeg og tv har fremhævet omkring Dubai i de programmer, jeg har lavet dernedefra, og nu det med verdens største kunstige ø, ville jeg ikke lave i dag. Jeg ville ikke lave et program, der anpriser materialisme på speed.

– Det siger jo noget om tiden, der har rykket sig, og jeg har rykket mig. Det er altid fascinerende med store ting og høje huse, og det vil det da også fortsat være i ”Størst”. Men jeg vil tilgå det med en lidt større kritisk sans i dag, også med det vi oplever i disse uger med oversvømmelser i Europa og havet, der stiger generelt overalt. Dér skal vi ikke klappe i hænderne over et krydstogtsskib, der bruger lige så meget olie som en olympisk svømmehal på en uge.

Mercy Ships fortjener et program mere

Jo, Peter Ingemann kan stadig lave programmer om kontroversielle emner, men der er grænser:

– At ligefrem holde en fest over et enormt overforbrug af ressourcer, det vil jeg ikke lave mere. Ting modner. Vi bliver alle klogere; det gør jeg også. Forhåbentlig.

Kunne du forestille dig, at du en gang i fremtiden netop med det blik der tager til Global Mercy i et eller andet land i Vestafrika?

– Det kunne da sagtens være. Vi har da haft det i overvejelserne. Selve visionen fortjener i den grad alle de programmer, det skulle være. Det er der ingen tvivl om. Men der skal være et nyt ”take” på det.

Gerningen taler kristendommen op

Ved dit besøg på Africa Mercy sagde du, at Mercy Ships har et kristent fundament. Har det skabt nogle overvejelser hos dig?

– TV2’s fundats er ”alt det, vi deler”, og vi skal ikke ekskludere nogen. Her kan religion eller politik få nogen til at bakke. Så vi taler det ikke op. Men det gør gerningen.

– Gerningen gør, at det er så fantastisk og så storslået, at det skal vi selvfølgelig lave Størst-programmer om. Det er også den største oplevelse i Størst- programmerne. Og en af de største oplevelser, jeg har haft i mit liv, slutter Peter Ingemann.

Programmet om Africa Mercy var med 3. sæson af serien ”Størst” og kan ses på TV2 Play.

DEL

Red liv - giv en gave.