fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Viggo går endnu en gang om bord på Africa Mercy

Viggo går endnu en gang om bord på Africa Mercy

Maskinchef Viggo Bostrup rejser for 11. gang af sted for at gøre en frivillig forskel om bord på Africa Mercy.

Selvom der lige nu frarådes rejser i hele verden på grund af corona-pandemien, så er der undtagelser for nogle faggrupper med såkaldte anerkendelsesværdige formål. Fx er sømænd undtaget anbefalingen om at undgå rejser ud af Danmark.
Derfor kan Viggo Bostrup udstyret med flere negative coronaprøver, masker og håndsprit begive sig til Tenerife, hvor Africa Mercy ligger på værft.

Det bliver højst sandsynligt et noget anderledes ophold på Africa Mercy, end 70-årige Viggo Bostrup er vant til. Han skal tilbringe godt otte uger om bord på hospitalsskibet, der ligger på værft på Tenerife og har ca. 130-140 besætningsmedlemmer ombord. Her har skibet ligget siden coronakrisen betød, at skibet var nødt til at forlade Senegal i foråret. Besætningsmedlemmer der ankommer til skibet skal fremvise negative tests og i karantæne. På skibet er det påbudt at bære masker ligesom afstandskrav, retningslinjer om rengøring og afspritning også gælder ombord.

Når maskinchefen ankommer til skibet, skal han tilbringe otte dage i karantæne på sit kammer. Selvom det for nogen kan lyde som lidt af en udfordring, så tager han den del med ophøjet ro.

”Jeg er sikker på, at der er en række administrative opgaver, jeg kan løse fra mit kammer, og en del opkald, som jeg også kan klare derfra. Døren til mit kammer bliver åbnet tre gange om dagen, hvor jeg får en bakke med mad. Men jeg regner med, at der vil være nok at se til, og at dagene vil gå hurtigt”.

En atypisk tid

Selvom skibet lige nu ligger på værft, skal det være bemandet og sejlklart. Skibet tilbringer normalt hvert år nogle måneder på værft, hvor det bliver vedligeholdt og fx får udskiftet dele i motoren. Men corona-situationen tvinger skibet til at blive på værftet. Når Viggo Bostrup kommer ombord, er det hans opgave at stå i spidsen for en tekniskafdeling af ca. 30-35 besætningsmedlemmer.

”Vi skal sørge for drift og vedligehold af maskinen fx udskiftning af rør og ventilationssystemer. Og så er der det, vi kalder almindelig skibsvedligeholdelse,” forklarer Viggo Bostrup.

Besætningen, der befinder sig ombord, består hovedsageligt af maskinfolk, dæksbesætning og kantinepersonale. Men skibets skole for besætningsmedlemmernes børn er også fortsat i gang. Nogle har været ombord rigtigt længe, fordi de ikke kan rejse hjem.

”Den maskinchef som jeg skal ned og afløse har været på skibet i 4-5 måneder og kan nu rejse hjem til Texas. Selvom corona gør det noget mere besværligt at rejse til og fra skibet, så er det altså stadigt muligt, og der er stort fokus på sikkerheden”.

Det er knap et år siden, at Viggo Bostrup sidst var ombord på Africa Mercy for at yde en frivillig indsats, og at han nu – på trods af corona – tager endnu tur skyldes tre ting:

”Min kollega fra Texas vil gerne hjem. Det kræver, at der én til at afløse ham. Jeg vil også gerne holde min sejltid, altså vedligeholde mit sønæringsbevis, som er forudsætningen for, at jeg kan blive ved med at arbejde ombord. Og så vil jeg selvfølgelig gerne gøre en forskel sammen med Mercy Ships ved at tage ned og hjælpe med at skibet er klart til igen at kunne sejle til Vestafrika for at hjælpe dér”.

Det ventes, at skibet vender tilbage til Senegal i april i år for at indfri løfter til patienter om operationer, som ikke blev behandlet, inden skibet forlod landet sidste år.