Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
En drøm er gået i opfyldelse

En drøm er gået i opfyldelse

Danskeren Milan Rosendahl Falsing er i de næste to måneder indsat som kaptajn på hospitalsskibet Africa Mercy. Her er han øverstkommanderende og har ansvar for de øvrige ca. 450 frivillige, der arbejder ombord. Det hele begyndte med en drøm, da Milan vare bare 11 år.

Et vemodigt farvel til den gamle “Dronning”
Som barn sejlede Milan jævnligt med Storebæltsfærgen Dronning Ingrid, når han skulle besøge sine bedsteforældre. Da broen kom og færgen var taget ud af drift, blev han helt vemodig ved tanken om, at han aldrig mere kunne komme ud og sejle med Droning Ingrid. Derfor fik han arrangeret, at de kunne komme ombord en sidste gang, inden færgen blev flyttet. Det blev et helt særligt besøg, hvor Milan også fik lov til at stå på kommandobroen. Der tog han som 11 årig en vigtig beslutning, som skulle få stor betydning for hans fremtid. “Når jeg bliver stor, skal jeg være sømand”.

Og sådan blev det, Milan blev uddannet og har hele sit arbejdsliv sejlet med forskellige kasketter på.
Milan sejler til dagligt hos Rederiet NORDEN A/S, men i en periode på to måneder er han – med deres support – på orlov i Afrika.


Et glædeligt gensyn med en elsket færge

At blive udnævnt som kaptajn for verdens største civile hospitalsskib, betragter Milan, som nu er 32 år, som en stor ære. Han er den yngste kaptajn, skibet nogensinde har haft, og med titlen følger det store ansvar for 450 besætningsmedlemmer samt de 100 patienter, der er indlagt på hospitals-afdelingen. Det handler ikke kun om striber på skulderen og nostalgi i forhold til gamle dansker færger, selv om Milan er stolt af at have fået en gammel DSB-uniform fra Korsør By og Overfartsmuseum med til festlige lejligheder.

At være med til at bidrage til så vigtigt et arbejde, som Mercy Ships udfører, er i høj grad en drivkraft.

Gammel kærlighed ruster ikke
Det er ikke første gang, at Milan arbejder om bord på Africa Mercy. Tilbage i 2011 var Milan med skibet i Sierra Leone og siden på Madagaskar i 2015. Begge gange som Navigation Officer. De seneste år har Milan også vejledt danske søfolk og teknikere, der ønsker at komme ud som frivillige via Mercy Ships Danmark, hvor han også er suppleant i bestyrelsen.

Mennesket i centrum
Mennesker i Afrika lider af de mest utrolige sygdomme, som vi ikke ser på vores breddegrader, fordi vi har adgang til sikker behandling og lægehjælp. Det er fantastisk at være en del af et team, hvor så mange kompetente mennesker giver deres tid og deres kompetencer inden for alle fag. Alle sætter patienterne i centrum og gør det muligt, at tusindvis af mennesker også her i Guinea kan få gratis hjælp. Vi er alle i arbejdstøjet med ét formål, at bringe håb og helbredelse til dem, der har størst behov.