Nyt partnerskab mellem MARPRO og Mercy Ships Danmark skal tiltrække flere maritime frivillige
For første gang nogensinde vil Mercy Ships’ to skibe, Global Mercy og Africa Mercy, der tilsammen udgør verdens største flåde af civile hospitalsskibe, være i drift samtidig i 2024. Det øger behovet for ikke mindst mere teknisk og maritimt frivilligt personale markant. Nyt samarbejde mellem Mercy Ships Danmark og det danske rekrutteringsbureau MARPRO intensiverer rekrutteringsindsatsen.
Med hele to hospitalsskibe i drift fra næste år kan Mercy Ships hjælpe flere mennesker i nød end nogensinde før.
Men samtidig skaber det et væsentligt større behov for flere kræfter, da begge skibe er bemandet med professionelle frivillige.
Derfor er vi hos Mercy Ships Danmark yderst glade og taknemmelige over at kunne annoncere, at det danske maritime rekrutteringsbureau MARPRO sammen med os vil rekruttere sagkyndige frivillige til skibene fra den maritime verden.
Topprofessionelt rekrutteringsbureau med os ved roret
Siden grundlæggelsen i 2017 har MARPRO matchet maritime virksomheder med topkvalificerede medarbejdere fra hele verden. MARPRO har et solidt kendskab til og et velfunderet netværk inden for den maritime branche.
“Det er en forudsætning for vores virke og livsvigtige arbejde, at vi kan bemande vores skibe med det fornødne tekniske og maritime personale. Indtil videre har rekruttering primært foregået via de sociale medier, men vi har behov for at styrke indsatsen, hvis vi vil besætte alle funktioner ombord de kommende år,” fortæller generalsekretær for Mercy Ships Danmark, Vibeke Hauge Førrisdahl.
“Frivillighed er en del af Mercy Ships’ DNA, og i alt vil der være behov for omkring 3.000 frivillige om året, når begge skibe er i aktion. En essentiel og stor andel heraf er inden for det maritime. For eksempel er der stor efterspørgsel efter maskinmestre, men alle roller fra kaptajn til matroser og andet teknisk personale er der behov for ombord på de flydende landsbyer. Det er mange funktioner og stillinger, der skal bemandes, og derfor er det en kæmpe gave, at det topprofessionelle bureau MARPRO nu vil hjælpe os med rekrutteringen gennem markedsføring,” tilføjer hun.
Også Jakob, Managing Director & Founder fra MARPRO ser store potentialer i samarbejdet:
“Mercy Ships er en af de få meget store og seriøse NGO´er, vi har i den maritime branche. Med et afsæt i blandt andet en ombygget Storebæltsfærge har de skabt en unik organisation, der tilbyder professional lægeekspertise til mennesker, der på ingen måde kunne have opnået dette uden Mercy Ships.”
“Det er en stor glæde for os, at de har opnået midler til at bygge et helt nyt hospitalsskib og dermed kan udvide deres operation. Som en ansvarlig virksomhed med en stærk social profil ser vi det som en pligt for MARPRO at tilbyde vores assistance, hvor det giver mening. Da vi er specialiseret i rekruttering i den maritime industri, var det derfor naturligt for os at rette henvendelse til Mercy Ships med det formål at indgå et tæt samarbejde. Vi er meget stolte over, at Mercy Ships ser værdien i vores services, og vi glæder os utroligt meget til både at udbrede kendskabet til Mercy Ships samt assistere organisationen med at tiltrække kvalificerede kandidater til både sø- og landbaserede stillinger.”
Er du og din virksomhed interesseret i at indgå partnerskab med Mercy Ships Danmark? Du er altid velkommen til at kontakte generalsekretær Vibeke Hauge Førrisdahl på 20 65 79 43 for at høre mere. Du kan også læse mere om samarbejdsmuligheder her.