Søg
Close this search box.
Læsetid: 4 min.

43-årig far blev den første til at genvinde håb på Global Mercy i Sierra Leone

Liv er forvandlet: Emmanuel ville overraske sin søn og far med en operation, der har vekslet frygt og bekymring til håb og nye muligheder.

I begyndelsen troede Emmanuel, at den lille knude i hans mund bare var en tandpine eller et forkølelsessår, da han opdagede den for fire år siden. Men den fortsatte med at vokse på hans underansigt, og medicin kunne ikke stoppe dens vækst. Efterhånden voksede den sig til en tumor på størrelse med en tennisbold.

Den 43-årige handelsmand fra Freetown frygtede, at han skulle leve med tumoren resten af sine dage. Han bekymrede sig konstant for, om den ville briste eller udgøre en fare for hans liv: “Det er ikke godt at gå med den slags frygt, som jeg gik med hver eneste dag” sagde Emmanuel.

Håbets første skridt i Sierra Leone

Men i sidste uge blev Emmanuel den første til at modtage en af de over 2.350 operationer, der er planlagt i løbet af Global Mercys 10 måneders ophold i Freetown, som skibet for nylig er ankommet til.

Emmanuel, som havde holdt operationen hemmelig for både sin søn og far for at overraske dem, sagde inden operationen: “Jeg er så enormt glad for at skulle til skibet i dag. Dette er den lykkeligste dag i mit liv.”

Dr. Mark Shrime, den internationale chefkirurg for Mercy Ships, var hovedkirurgen i Emmanuels operation. Han forklarede, at uden kirurgisk indgreb ville tumoren sandsynligvis fortsætte med at vokse, hvilket “kunne have skabt alvorlige komplikationer i fremtiden.”

Operationen endte med kun at tage 48 minutter, og så snart den var overstået, kunne Emmanuel ikke vente længere; han ringede til sin far og søn med det samme for at dele de gode nyheder!

Og mens han kom sig på afdelingen, begyndte han at tænke på fremtiden og alle de muligheder, der nu lå foran ham. “Jeg vil fortsætte med min forretning … Jeg behøver ikke længere bekymre mig,” sagde han. 

Ikke en eneste kirurg i landet til at behandle lidelsen 

Havde det ikke været for Mercy Ships, ville Emmanuel formentlig ikke have modtaget helbredelse. 

Der er nemlig i øjeblikket ingen fuldt certificerede maxillofaciale kirurger (dvs. kirurger, der behandler tilstande i ansigtet, herunder i kæben og munden) i Sierra Leone, som har en befolkning på cirka 8,4 millioner mennesker. 

Det fortæller Dr. Mustapha S. Kabba, Deputy Chief Medical Officer for Clinical Services, Ministry of Health and Sanitation i Sierra Leone. 

“Vi har primære sundhedssystemer, der fungerer, men vi har virkelig et enormt behov for specialiserede kirurger,” fortæller Dr. Kabba. Han udtrykte samtidig sin taknemmelighed for Mercy Ships’ støtte med kirurgiske indgreb af denne art.

Global Mercy tager fra Tenerife og er her på vej til Sierra Leone. ©2023 Mercy Ships - Fred Bølge

Global Mercy er ikke kun et hospital, men også et flydende uddannelsescenter, der vil give hundredvis af timers uddannelse til lægefagligt personale i de kommende 10 måneder, hvor skibet ligger ved kaj i Freetown. 

Frivillige, topprofessionelle fagfolk ombord på skibet planlægger i samarbejde med nationale partnere at træne flere end 200 sundhedsfagfolk i en række kirurgiske uddannelseskurser.

Mercy Ships er inviteret af Sierra Leones præsident Julius Maada Bio. Det er organisationens sjette besøg i landet. I løbet af de fem tidligere feltmissioner har Mercy Ships arbejdet tæt sammen med Sierra Leones regering for at yde sikre og gratis operationer til i alt 9.548 patienter.

De gratis operationer, som Mercy Ships tilbyder til mennesker i alvorlig nød, har ofte en dybtgående indvirkning, der strækker sig ud over blot modtageren selv. De er ofte en kilde til håb for hele landsbyer og giver dem, der modtager operationen, en mulighed for at genoptage deres rolle som familiens forsørger.

Se videoen om Emmanuel inden operationen og de spændte besætningsmedlemmer, der gør klar til hans ankomst:

Tags

DEL

Læs også

Gør en forskel i Afrika